onsdag den 22. juli 2015

Værelsesindretning

Jeg har, så længe jeg kan huske, gået meget op i mit værelse. Som rigtig pige-pige, der går op i både funktionalitet og æstetik, og synes at indretning er rigtig spændende, har mit værelse altid været i konstant udvikling.

Det startede solgult, med en skøn køjeseng og utallige bamser, hvorefter det blev lyserødt, med et stort skrivebord og reolsystem fyldt med tegne- og skrivegrej, samt en stor kontorstol med tilhørende kontorstols underlag, så den kunne rulle på mit gulvtæppe. Så blev jeg grebet af heste, og klistrede værelset fuldstændig til med Wendy-plakater. Jo flere, jo bedre. Pludselig var jeg "stor", og så skulle værelset selvfølgelig passe til en teenager. Så det blev hvidt, med en seng med snirkler og et stort spejl, og med alt nips, dims og puder i grøn/blånuancer. Et par år efter var jeg så heldig at få det nye værelse, der blev lavet i vores gamle garage, og her indrettede jeg mig med genbrugsfund, hjemmedesignede og -byggede møbler, samt en stor billedvæg med blomstret tapet.

Det har jeg grundlæggende set været glad for længe, men efter jeg kom hjem fra efterskolen, trængte jeg til noget nyt. Jeg trængte til at det var mere "clean" og roligt, med færre dims og antikke detaljer, og i stedet lidt pastelfarver, nyt liv og geometriske former. Så det er jeg så småt gået i gang med. Og det bliver bare så fint! Jeg glæder mig til at vise jer det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar