søndag den 9. august 2015

Europa Tour: Kroatien III, Pula II

Efter vores første besøg i Pula, hvor vi blev positivt overraskede over byens atmosfære og charme, besluttede vi at bruge en aften mere i byen. Vi havde ikke fået set arenaen indefra, og vi synes alle at det kunne være dejligt at spise ude en aften, i stedet for at lave mad hjemme i lejligheden.

Så efter en lang, varm dag med solslikning og badning ved pool og strand, kørte vi ind til Pula. Det vrimlede med spisesteder, så det var bare at tage en beslutning, og sætte sig ved et sted, der så hyggeligt ud. Priserne var også nogenlunde ens og bestemt til at betale! Vi fik et lækkert italiensk måltid (italiensk er altid et go-to i vores familie, da vi er sikre på, hvad vi får serveret), med spaghetti carbonara til drengene, stor bøf til far, pizza til mor og en parmaskinke-salat til mig, og så var vi alle mætte, glade og tilfredse.

På præcis samme måde, som da vi besøgte Pula første gang, bevægede vi os stille og roligt gennem de små gader, og sugede den sydlandske stemning til os. Vi endte ved arenaen, som vi var inde og se. Den blev bygget i, da romerne hærskede, og har været brugt til gladiatorkampe. Det var ret flot og imponerende, og lidt en teaser for hvad der venter os i Rom, da det jo er samme princip som det kæmpe store Colosseum. Glæder mig til at skulle besøge den by en dag...

Nå, men tilbage til Pula, hvor vi gik tilbage gennem byen igen, men denne gang gik langs havnen, i stedet for oppe i gågaden. Den store plads endte vi dog på endnu en gang, og buen gik vi også under igen.

Pula var ufattelig hyggelig om dagen, men jeg synes bestemt kun den blev endnu hyggeligere om aftenen, hvor forskellige gademusikkere spillede og det summede af liv fra restauranterne. En ægte ferie- og turistby, men stadig med noget unik charme og sjæl, kultur og nostalgi. Den er ikke så stor, men rummer mange butikker og restauranter, og jeg synes overraskende nok heller ikke at den virker overturistet eller crowdet. Virkelig et plus!

Det er lidt en spøjs by, men bestemt et besøg værd!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar