torsdag den 27. august 2015

Europa Tour: München

Så er vi nået til vejs ende på vores Europa Tour. München var nemlig det sidste sted, vi besøgte.

Aftenen før, endte med at blive ret kaotisk. Vi kørte fra lipizzanerstutteriet ved middagstid, da vi var færdige med rundvisningen, og så var planen at finde et sted at overnatte syd for München. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort, for alt hvad vi mødte af hoteller og B&Bs, var fuldt booket. Det plejer ellers altid at være muligt, at finde et sted at overnatte. Da det til sidst lykkedes os, at finde et lillebitte sted langt ude på landet, blev vi i første gang lettede, så selvom værelset var lille, helt oppe under loftet og med fælles bad og toilet på gangen, besluttede vi at tage det. Vi ombestemte os dog senere, da vi fik serveret rigtig, rigtig dårlig mad, som ingen af os rigtig kunne spise, oplevede rigtig dårlig service, og fik kigget lidt nærmere på værelset, der udover at være lille, også var beskidt og indelukket, og lå lige ud til rygeraltanen. Det var ikke bare sådan lidt småtræls, det var virkelig ulækkert på "jeg-har-slet-ikke-lyst-til-at-opholde-mig-i-dette-rum"-måden. Det var bare ikke fedt. Så vi endte med at køre videre klokken ni, og så bare krydse fingre for, at vi ville finde noget. Fra bilen lykkedes det os endelig, efter lang tids søgen, at få kontakt til et rigtigt hotel, der havde plads til os alle. Årh, hvor var vi lettede! Tror aldrig, jeg har været så glad for at træde ind på et hotelværelse! Men så endte natten jo heldigvis med at blive god alligevel, og vi stod friske og veludhvilede op til en lækker morgenmadsbuffet, og så kørte vi det sidste stykke ind til München.

Her skulle drengene i BMW Welt, mens min mor og jeg tog ind til byen. Og selvom det var søndag, og der derfor var lukket i butikkerne, var München virkelig en dejlig by! Vi gik en runde gennem gågaden og gennem en fin park, og blev enige om at vi bestemt vil tilbage til München. Der var så fint! BMW Welt havde vist også været et hit blandt bilentusiasterne.

Fra München endte vi med at køre hele turen hjem i ét stræk. Vi havde tænkt, at vi skulle have en overnatning mere, men vi trængte alle til at komme hjem, så vi bed det i os, og kørte hele den lange tur. Klokken 2 var vi hjemme, trætte og mætte af oplevelser. Og også lidt post-ferie-sørgmodige, for nu var vores rejse slut. Og det havde virkelig bare været en god ferie, med mange spændende og forskellige oplevelser!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar