tirsdag den 25. august 2015

Hyttetur

Jeg er hjemme fra hyttetur - og jeg er godt træt! Men det har været en god tur, og også bedre end jeg havde frygtet. I går var vores første modul aflyst, så vi mødte 10:20 og havde så to moduler. Da vi havde fri klokken 14 gik vi i Rema for at få handlet aftensmad og morgenmad, samt slik til turen, og så begav vi os ellers afsted i samlet flok med Torø. Et par forhindringer mødte vi dog på vejen... Flere kæder hoppede af, et dæk punkterede, gearene på en cykel gik fuldstændig i stykker og én fik voldsomt ondt i sine knæ, på grund af en tidligere knæskade, og måtte hentes i bil. Så derfor tog den 20 kilometer lange cykeltur noget længere end planlagt, og eftermiddagens program måtte dermed sløjfes. I stedet var der bare tid til at være sammen, snakke, lære hinanden at kende og gå lidt omkring på øen. Der blev spist aftensmad og spillet fodbold, vi fik valgt en elevrådsformand, og så havde tutorerne arrangeret underholdning/undervisning, hvor vi skulle fremføre forskellige små teaterstykker, der skulle vise forskellige situationer i klassen, hvorefter vi skulle diskutere hvordan vi får et godt miljø i klassen. Herefter var der fri leg og kage, der blev lavet bål og snobrød - på trods af regn og blæst. Jeg var en af dem der gik "tidligt" i seng, da jeg krøb ned i min sovepose omkring klokken 1. Her til morgen blev der spist morgenmad, og så skulle vi have en lektion matematik og en lektion dansk. Matematik var grublere og dansk var blot en gåtur, hvor vi skulle "suge naturen til os", så vi imorgen kan skrive et digt om vores oplevelser. Herefter var der oprydning, og så gik turen hjemad igen. Den første del i tørvejr, men vi var også så heldige, at blive ramt af en ordentlig skylle. Men humøret var nu højt nok alligevel, og vi hyggede os meget godt os piger, der fulgtes.

Så nu er jeg hjemme i min sofa og rigtig, rigtig træt. Og lidt stolt af mig selv, over at jeg har klaret denne tur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar