fredag den 14. august 2015

Om ikke at føle sig som en Gymnasieelev

billede fra min tumblr: mariejosiasen.tumblr.com
Jeg er startet på gym, og den første uge er overstået. Det er jo gået ganske fint. Jeg kan følge med i undervisningen, finde rundt på skolen og har fundet nogle søde piger at være sammen med. Men alligevel er der ét eller andet, der gnaver. Jeg føler mig ikke som en gymnasieelev...

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er, der udløser denne følelse, men det er ikke rigtig gået op for mig, at jeg går på gymnasiet. Jeg føler mig som en brobygningselev, der bare skal have overstået en uges "gymnasieliv", men sandheden er at jeg skal have overstået 3 års rigtigt gymnasieliv. Den fulde og helt store pakke. Jeg fatter det ikke rigtig.

Og jeg må indrømme, at det er hårdt at have det sådan. Hårdt at jeg, allerede nu, tænker på hvornår det er overstået. Hårdt at jeg ikke rigtig forstår, at jeg går i gymnasiet. Hårdt at jeg ikke rigtig føler mig til stede i det jeg gør.

Jeg forsøger at give det en chance. Være positiv hver gang jeg møder i skole. Det er jeg også. For det går jo ganske fint. Det gør det. Selvfølgelig er der også gode øjeblikke: En hyggelig snak på gangen, en ny sammenhæng der går op for én i fysik, en god samfundsfagslærer. Jeg føler bare ikke, det er mig, det sker for. At det er mig, der går rigtigt i gymnasiet. Jeg føler at jeg er på kort visit, selv om mit rationelle jeg godt ved, at det er jeg ikke.

Der er også rigtig mange ting ved gymnasiet, der skræmmer mig. Jeg kommer fra en efterskole, hvor tryghed og nærhed var nøgleordene. Alle kendte alle, snakkede med alle. Der var altid nogen at gå til, stemningen var afslappet og vores hverdag var i høj grad præget af fællesskab og rare stunder. Der var intet press, næsten ingen stress (i hvert fald ikke på den ubehagelige måde) og man skulle bare følge med. Følge med og nyde efterskolelivet.

Det er helt anderledes på gymnasiet. Der er vi, for at gå i skole. Og jo, mine klassekammerater er rigtig søde og vi hygger os, men det er på ingen måde det samme. Jeg har ingen idé om hvem folk i de andre klasser er, og jeg oplever intet fællesskab eller engagement i at skabe et sammenhold. Vi går i klasse sammen, og det er det.

Jeg håber at det vender. At jeg på et tidspunkt kan nyde gymnasielivet og se mig selv i rollen som gymnasieelev. For jeg må indrømme, at som det er nu, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt dette er det rigtige valg for mig. Er det meningen, at jeg skal have det sådan her? Forhåbentlig ikke i længden, for jeg ser ikke noget bedre alternativ, end gymnasiet. Jeg vil gerne noget med mit liv, og hvis jeg vil have åbnet nogle døre og have (næsten) frit valg på alle hylder i forhold til videregående uddannelse, er det en studentereksamen, jeg skal have.

Jeg ville så gerne kunne sige, at jeg er glad for at gå i gymnasiet. For det er da mest rigtigt, at være tilfreds med det, man er i. At kunne nyde bare små dele af den trivielle dagligdag.

Men gud, hvor er det hårdt, og ikke sjovt, lige nu. Er der nogen af jer, der har oplevet at have det på samme måde?

2 kommentarer:

  1. Jeg startede på STX i år 2014 og hver dag, når skolen var ovre var jeg nærmest grædefærdig. Ikke fordi at folk ikke var søde, ikke fordi at fagene var svære, ikke fordi at lærerne var dumme. Men jeg havde dem ligesom dig, at der var et eller andet jeg ikke kunne sætte min finger, så efter to ugers tid, besluttede jeg mig for at skifte til HHX, hvilken er den bedste beslutning jeg har taget i hele mit liv! Der var jeg overhovedet ikke grædefærdig og alt var bare meget bedre!

    SvarSlet
  2. Jeg startede på gymnasiet i 2011. De første par uger græd jeg hver dag, da jeg kom hjem, og jeg forstod det ikke, for så snart jeg var på skolen, syntes alting fint. Alligevel var det hele bare forkert, så snart jeg kom hjem. Jeg overvejede at droppe ud, mange gange, og jeg gjorde det faktisk også, men nåede alligevel at fortryde, inden sidste skoledag var overstået. De næste 3 år blev jeg ved med at have det på samme måde. Dog begyndte jeg at kunne sætte en finger på, hvor mine følelser kom fra, og jeg stoppede med at græde, men jeg blev aldrig gladere for at gå i gymnasiet. Sidste sommer blev jeg student. Jeg havde fået nogle super venner og endte også med et gennemsnit, som andre kun kan drømme om, men gymnasiet har alligevel været de værste 3 år i mit liv, for jeg følte aldrig, jeg hørte til. Jeg ved godt, det her måske ikke lige er det, du har mest brug for at høre, men jeg vil bare sige, at hvis ens mavefornemmelse ikke er rigtig, er det nogengange bedst at lytte til den. Jeg fortryder ikke mit valg om at gennemføre gymnasiet, for det har gjort mig stærkere som person, men det har ikke været en god oplevelse for mig, så bare tænk grundigt over de valg, du tager. Held og lykke, og jeg håber, det hele løser sig for dig!

    SvarSlet