lørdag den 15. august 2015

Quinoa & Kikærte Salat med Avokado

Nogle gange trænger jeg til at være god ved mig selv og min krop. Jeg får det så rart indeni, når jeg gør noget, som jeg ved min krop har rigtig godt af. At give den god og nærende mad, er en stor del af denne følelse af velbefindende. Særligt i de perioder, hvor jeg har travlt, kan jeg mærke at min krop har brug for noget struktur omkring mine måltider, og at det, jeg fylder på den, er fyldt med god, nærende energi.

Det er denne salat et rigtig godt eksempel på. Vegetarisk (vel egentlig vegansk, ret mig hvis jeg tager fejl) og med masser af god energi! Kikærterne, quinoaen og avokadoen bidrager med både protein, kulhydrater og det sunde fedt, der samlet set giver en rigtig god mæthed. Og så smager salaten bare virkelig, virkelig godt. Den er super frisk og let i smagen, og indeholder også en del forskellige teksturer, hvilket gør salaten spændende og interessant at spise.

En anden kæmpe fordel ved denne salat er at du kan lave selve salatblandingen og opbevare den på køl til flere dage. Når du så skal have en portion, er det blot at fylde tallerkenen med blandet grøn salat, putte en passende mængde kikærte/quinoa over og toppe det hele med friske avokadoskiver. Og så er der frokost! Smart!

Opskrift på quinoa & kikærte salat med avokado til 3 personer:
1 dl. quinoa
2 dl. vand
1 dåse kikærter
20 cm. af en agurk
en håndfuld mynte
saften fra 1 citron
1 spsk. olivenolie
salt & peber
blandet grøn salat
1 avokado
  1. Skyl quinoaen grundigt i en si.
  2. Kog quinoaen i vandet i ca. 15 minutter og lad den køle af.
  3. Skyl kikærterne.
  4. Skær agurken i halve, fjern kernerne og skær den så i tern af nogenlunde samme størrelse som kikærterne.
  5. Hak mynten fint.
  6. Bland afkølet quinoa, kikærter, agurketern, mynte, citronsaft og olivenolie, og smag til med salt og peber.
  7. Lad gerne salaten stå på køl et par timer, så smagene træder mere frem og får tid til at blande sig.
  8. Ved servering fyldes en tallerken med blandet salat, der fordeles qunioa/kikærte salat over og avokadoen skæres i tynde skiver, der lægges på toppen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar