lørdag den 26. september 2015

Cafédrømme

Jeg har mange fremtidsdrømme. Og de har det med at skifte lidt. For jeg synes nemlig det er ret sindssygt, at jeg allerede nu, skal beslutte hvad jeg vil bruge resten af mit liv på. Eller... Det ved jeg jo godt at jeg ikke skal direkte, men det er alligevel meget smart at have et overordnet mål at gå efter i forhold til skolegang. Men tænk nu, hvis jeg får valgt forkert? Hvis det, der synes som en god idé, når jeg afslutter gymnasiet, viser sig at være virkelig kedeligt. Så står jeg måske i en alder af 35, og har slet ikke lyst til at lave dét, jeg er uddannet til. Hvad gør man så? Går i skole igen? Det virker omend noget mere besværligt, end hvis man bare vælger rigtigt i første omgang.

Nogle af de erhverv, jeg har flirtet lidt med tanken om, er arkitekt, diætist, psykolog, fuldtidsblogger/forfatter/foredragsholder/skribent, og selvstændig ejer af en café. Grundlæggende set, så ønsker jeg at have et job, som jeg selv kan administrere, planlægge og strukturere, med spændende opgaver, som jeg har lyst til at gå i krig med. Og det tror jeg, jeg kunne få som selvstændig.

Så drømmen er, at lave noget, der er mit eget. At kunne leve af bloggen, skrive bøger, holde foredrag osv. må være min ultimative drøm, men nok ikke så realistisk... Drømmen om en café er derimod lidt lettere at realisere, selvom det også kræver hårdt arbejde. Mit arbejde på den lokale café har givet mig større indblik i hvad det vil sige at have og drive en café, og jeg synes virkelig det er et spændende erhverv. Jeg holder utrolig meget af serviceaspektet, idéudviklingen og madlavningen, der er en stor del af hverdagsarbejdet i caféen. Tænk, at kunne leve af at bage kager, brygge god kaffe og give folk et rart lille afbræk i hverdagen. Det ville være herligt!

Hvis den drøm kan realiseres, drømmer jeg om et lille, hyggeligt sted, med en rar atmosfære. Lidt huleagtigt, men stadig lyst, venligt og skandinavisk. Måske inddelt med glasskillevæge med noget af det her folie til vinduer på. Det kunne give en ret fed effekt! Der skulle være forskellige borde, både almindelige og den høje bar-model, og brede vindueskarme indrettet til bænke med masser af puder. Det skulle være et sted, hvor folk ville mødes, men også et sted hvor man kunne slå sig ned og læse/studere for sig selv. Sortimentet skulle spænde over sandwiches og salater, kager til den søde tand og god kaffe. Alt sammen hjemmelavet og med respekt for råvarerne.

Ej, jeg tror bare det kunne blive så godt! Tænk, hvis det en dag bliver muligt! Det ville være helt fantastisk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar