onsdag den 2. september 2015

Evaluering af Augusts Ønskeliste

Jeg havde mange ønsker for august! Rigtig mange småting, konkrete ting, jeg gerne ville, og også mange mentale mål.

Jeg har nydt det sidste af min sommerferie og sensommeraftenenerne, der har stået på både grill og bålmad. Teltovernatningen nåede jeg ikke, men det går nu også nok. Til gengæld har jeg endelig fået brugt lidt tid alene med Malthe. Noget jeg havde lovet ham siden hans fødselsdag i februar. Så det var så rart endelig at få det løfte indfriet, og bare så så hyggeligt. Synes i det hele taget min familie og jeg har været gode til at lave hyggelige ting.

I ferien fik jeg også gjort mit værelse færdigt (mangler dog lige at købe en plante), og læst bogen Ørkenblomst, der var virkelig tankevækkende.

Den rigtige hverdag er jo også startet. Med gymnasie og det hele. Det har været hårdt, men jeg har kæmpet og, så vidt som muligt forsøgt at efterleve de ønsker, jeg satte op for august: At jeg skulle møde nye mennesker med et åbent sind og forsøge at falde på plads i en hverdag. Der er stadig et stykke vej, før jeg for alvor er inde i en gymnasierutine, som jeg føler mig 100% tilpas i, men det er på vej. Introfest (på trods af sygdom) og hyttetur klarede jeg jo i fin stil!

Madpakkerne, de er gode og spændende. Og styrketræningen, den er jeg kommet i gang med igen. Det er vigtige parametre, der gør hverdagen lidt bedre.

Og på mit arbejde på Café Gårdhaven, ja, der bruger jeg også megen tid og mange kræfter. Arbejdede rigtig meget inden skolestart, og har stadig en del timer nede på caféen. Jeg synes det er så sjovt, så selvom det er svært at presse ind, så nyder jeg det virkelig, når jeg er der. Er mægtig glad for at lave burgere, brygge kaffe, scoope is, servere mad, bage kager, servicere kunder, pakke gavekurve ind og smile.

Jeg har også fået bagt en chokoladeballade til min mors kollegaer, og spist mig mæt i solmodne tomater fra vores drivhus. Vi svømmer i tomater! Desværre har jeg ikke nået pandekagekagen, men så må den jo blive udsat til næste måned. Hindbærpluk er også blevet erstattet af brombærpluk.

Før skolestart fik jeg set Emma en del, men her efter vi er startet på hvert vores gymnasium, har det været lidt svært at passe det ind. Heldigvis skal vi ses på fredag, og jeg glæder mig!

Blog/film/billed/computerhængepartierne hænger stadig lidt... Det er altså bare svært at finde tid til og få prioriteret. Men sådan må det bare være. Jeg når det nok en dag, og hvis ikke... tja... så går verden ikke under.

Sidst men ikke mindst, så er der de mentale mål, jeg satte for august. At hvile i mig selv, have det godt med det jeg gør og kan, tage pustepauser og få dealet lidt med nogle personlige problemer... Det går det nogenlunde med. Det er jo en langvarig process, og ikke noget man lige får klaret på en dag eller to, så det er stadig noget, jeg arbejder med og på. Men bare at være opmærksom på det, synes jeg er et skridt i den rigtige retning...

Det var evalueringen på august, og snart følger mine ønsker for september!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar