tirsdag den 1. september 2015

Rasmus 13 År

Det er altså ret sindssygt. At have en lillebror, der er 13 år. En lillebror der (næsten) er højere end mig. En lillebror, der er teenager. Det er han nemlig nu, for i dag har han fødselsdag. Den fejrede vi i weekenden, med en rigtig fødselsdag med boller og lagkage, og i dag står der lidt mere stille og rolig fødselsdagsfejring på programmet.

Mine bedsteforældre kom her til morgen, hvilket Rasmus ikke var klar over. Så det var en glædelig overraskelse. Sagen var nemlig den, at gaven fra dem og os var fælles. Vi var stået tidligt op og havde bagt boller, og da fødselsdagsbarnet var kommet op, var bedsteforældrene ankommet. Det var ret sjovt, at se hans ansigt! Gaven blev han også noget overrasket over. Det heldige skarn har nemlig fået en tur til London med min mor og bedsteforældre. Tror det bliver noget af en oplevelse for ham, og selvom jeg er en anelse misundelig, så under jeg ham virkelig også at få den oplevelse. London er sådan en dejlig og spændende by! Og det er jeg overbevist om, at han også vil synes.

Så stort tillykke til Rasmus med de 13 år! Min store lillebror, som jeg er så uendelig stolt af, og glad for at få lov til at dele mit liv med. Han var skøn da han var lille, men det er et helt andet forhold vi har nu, hvor vi kan få gensidig glæde af hinanden, og rent faktisk snakke om større og dybere emner. Men også stadig fjolle og grine, som kun søskende kan gøre det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar