mandag den 7. september 2015

Værelsesmakeover

Nu har jeg vist snakket nok om det, uden at få det vist. Mit værelse, altså. Så nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at tage billeder. Lejligheden bød sig nemlig, da jeg alligevel ryddede op, da vi skulle holde Rasmus' fødselsdag.

Værelset arbejdede jeg på det meste af sommeren, og på trods af et par småting, som jeg gerne vil have købt, så er jeg ved at være i mål. Og jeg er bare blevet glad for det. Har fået netop det lidt mere enkle og minimalistiske udtryk, jeg godt kunne tænke mig. Med en helt hvid base, og så plads til lidt farveglimt og -detaljer.

Et par drømmekøb har jeg også gjort mig: to fine HAY-puder og en stor læselampe. Den store lænestol er en gammel én, vi har haft stående i stuen, og jeg er overlykkelig for at have fået den ind på mit værelse. Det er nemlig verdens mest behagelige lænestol, og selvom den er både grøn og grim indenunder det hvide tæppe, jeg har lagt over den, så synes jeg virkelig at den fuldender værelset: både i forhold til udseende og funktion. Den er helt perfekt at læse/blogge/lave lektier i. Det var muligt at få plads til den, da jeg i stedet for mit lille skab, hvor jeg nærmest ikke havde plads til mit tøj, nu har fået et stort skab i rummet foran mit værelse. Det er sådan et rum, der bliver brugt til opbevaring og bibliotek, så det passede rigtig fint, at jeg kunne få et skab derude. En rigtig god løsning, der både gav et stort skab og mere plads på selve mit værelse.

Billedvæggen er også blevet noget anderledes, end den gamle jeg havde. Noget mere enkel og minimalistisk. Det er blot en masse forskellige billeder, jeg har fået udgivet i polaroidformat, og så klistret på væggen med dobbeltklæbende tape. Synes det er så hyggeligt, at kunne skabe sådan en visuel oversigt over alt det gode i mit liv. En dejlig reminder, at have hængende over sengen.

Noget andet, der også er blevet ændret, er at kisten er blevet malet hvid, og nu fungerer som natbord, at Eames stolen har fået en ny, mere funktionel, plads ved skrivebordet og at min mor har lavet hvide kasser til reolen, så den kan få et mere roligt og enkelt udtryk.

Alt i alt, synes jeg simpelthen bare der er blevet mægtig dejligt på mit lille værelse. Jeg nyder at være der, særligt når det er ryddet op, og at gå og pusle om de sidste småting. Det betyder rigtig meget for mig, at have et rart og trygt sted, hvor jeg kan søge ro. Og det har jeg netop på mit værelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar