tirsdag den 20. oktober 2015

2 x Sandwiches

Min mor skulle på noget mødre-tur med de andre mødre fra Malthes fodboldhold, og i den forbindelse spurgte de om jeg ikke kunne tænke mig at lave frokostsandwiches til dem - mod en smule betaling, selvfølgelig. Det sagde jeg hurtigt ja til! For jeg kan godt lide at lave mad, og ville gerne tjene lidt penge.

Så jeg gik i køkkenet, og fik bagt og smurt 16 sandwiches. 8 af dem med pesto, gedeost og seranoskinke, og 8 stk. med kylling & bacon. Sandwiches'ne blev pakket enkeltvis i to stykker staniol, der overlappede hinanden, så man kunne fjerne det yderste og stadig have det inderste, til at holde styr på sandwichen.

Det var ganske sjovt sådan at "lege cateringfirma" og jeg har kun hørt godt om de færdige sandwiches.

Opskrift til 16 store sandwiches (8 med pesto, gedeost & seranoskinke, 8 med kylling & bacon)
rugklapper, 16-20 stk:
1 pk. gær
4 dl. lunkent vand
4 dl. mælk
1/4 dl. olie
2 tsk. salt
1 spsk. honning
400 g. hvedemel
200 g. rugmel
200 g. fuldkornsmel
200 g. havregryn
mælk + grovvalsede gryn til toppen

  1. Opløs gær i lunkent vand.
  2. Tilsæt mælk, olie, salt og honning og rør rundt.
  3. Tilsæt mel og gryn, og ælt grundigt til en smidig dej.
  4. Lad dejen hæve en times tid.
  5. Form 16-20 ens sandwichbrød med en tykkelse på ca. 1,5 cm.
  6. Lad dem efterhæve på bageplader med bagepapir i ca. 45 min.
  7. Pensl dem med mælk og drys dem med grovvalsede gryn.
  8. Bag dem ved 200 grader i ca. 20 min til de er gyldne.
  9. Lad dem køle af på en rist.
TIP: Brødene kan nedfryses, og tages op enkeltvis efter behov. Du kan altså bage en ordentlig stak brød, og så tage dem op, tø dem og smøre dem, så du kan få en lækker frisk sandwich med i madpakken, så ofte du har lyst.

sandwich med pesto, gedeost & seranoskinke, 8 stk:
8 rugklapper
frisk pesto (kan købes i de fleste supermarkeder i kølesektionen)
1 rulle gedeost, skåret i skiver
8 skiver seranoskinke
1-2 peberfrugter, skåret i ringe
salatblade - en sprød, grøn slags
  1. Skær sandwichbrødene igennem
  2. Smør både top og bund med pesto
  3. Fordel 3-4 skiver gedeost på hvert brød.
  4. Læg en seranoskinke på.
  5. Læg et par ringe peberfrugt på.
  6. Dæk med salatblade og læg toppen på.
  7. Pak dem individuelt ind i staniol og tag dem med i madpakken!
sandwich med kylling & bacon, 8 stk.
8 rugklapper
150 g. creme fraiche
1 spsk. mayonaise
1-3 tsk. karry
lidt salt
2 kyllingebryster, tilberedt og skåret i skiver
8 skiver bacon, stegt sprøde
2-3 store tomater, skåret i skiver
salatblade - en sprød, grøn slags
  1. Rør creme fraiche, mayonaise, karry og salt sammen og smag til, så du synes den er passende.
  2. Skær sandwichbrødene igennem.
  3. Smør både top og bund mad karrydressingen.
  4. Fordel kyllingeskiver og én skive bacon på hvert brød.
  5. Læg tomatskiver på og dæk med salatblade.
  6. Put top-brødet på.
  7. Pak dem individuelt ind i staniol og tag dem med i madpakken!

1 kommentar:

  1. Æv æv, at jeg ikke fik smagt dem. De ser skønne ud.
    Hilsen Susanne Nilsson

    SvarSlet