torsdag den 22. oktober 2015

Et ærligt indlæg om ikke at være helt glad...

Jeg synes, at jeg har nævnt det mange gange efterhånden. At jeg ikke altid har det helt godt, og at der er noget, jeg går og tumler lidt med. Jeg har været i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele det, i hvilken form og hvor meget. For jeg ønsker at bloggen afspejler et realistisk og ærligt billede af mit liv og mig som person, men samtidig ønsker jeg ikke at der går alt for meget selvynk i den. Bloggen skal være et positivt sted, hvor jeg kan samle og mindes mine gode oplevelser, og hvor I, som læsere, kan blive inspireret til at fylde livet med gode ting. Og så handler det selvfølgelig også om grænsen mellem at være privat og ærlig. Jeg vil være ærlig overfor jer, men heller ikke krænge mit hjerte ud online.

Men altså, nu har jeg besluttet at skrive lidt om, hvad det er, der rumsterer for tiden. At være ærlig - for min egen skyld. Sagen er nemlig den, at jeg synes livet er lige vel hårdt for tiden.

Jeg har gennem det sidste lille år oplevet angstlignende anfald i forbindelse med situationer, hvor jeg har følt mig presset, låst og udsat. Det første voldsomme anfald oplevede jeg i forbindelse med skiferien til Norge, hvor jeg følte mig fysisk dårlig grundet nervøsitet for busturen og hele skiturskonceptet. Jeg klarede turen, og var rigtig stolt af mig selv. Men siden der, er denne angst ind i mellem vendt tilbage i situationer, hvor jeg ikke har følt mig tilpas.

I sommerferien eskalerede det. Mine angstanfald opstår nemlig i situationer, hvor jeg er bange for ikke at kunne flygte fra eventuelt ubehag. Min angst er forbundet med en (mere eller mindre) panisk angst for at skulle blive utilpas og i særdeleshed opkast. At skulle køre meget i bil, var dermed en udfordring, da jeg var enormt bange for at blive køresyg. At kaste op, er noget af det værste, jeg kan forestille mig. Det lyder måske fjollet, men det er helt ærligt sådan, det forholder sig. Når jeg bliver så bange for noget, så får jeg kvalme, og det forstærker kun angsten for at skulle kaste op. Og så er vi inde i en ond spiral, som er svær at slippe fra. En gåtur og frisk luft kan nogle gange hjælpe, men er jo ikke altid en mulighed. Hvis jeg fx. sidder i en bil / et fly / en biograf / til en koncert / i et klasselokale / i en bus, er der ikke mulighed for denne "flugtvej" og det forstærker igen angsten.

Da jeg kom hjem fra sommerferie, var jeg rigtig frustreret. Frustreret og ked af at angsten skulle fylde så meget. For selvom jeg ikke havde fået en diagnose, var jeg ikke så meget i tvivl om, at det var angst (eller i hvert fald noget lignende) jeg oplevede. Og så var jeg bange for hvordan starten på gymnasiet mon ville blive, hvor der netop var mange af disse faktorer, der kunne trigge angsten og gøre mig bange og utilpas: Offentlig transport til skole, mange mennesker, et nyt sted, forpligtigelser og forventninger.

Så min familie og jeg søgte hjælp hos lægen, og blev henvist til sygehuset, hvor jeg nu går til samtaler. Det er rigtig, rigtig hårdt og jeg er altid fuldstændig udmattet bagefter, men jeg tror også, at der er det, der skal til. Det viser sig nemlig, at der er meget i mit liv, der har indflydelse på at jeg oplever det her. Og det er rigtig svært at være i til tider, og jeg bliver enormt frustreret over, at jeg skal have det sådan her, og at jeg ikke "bare" kan tage mig sammen og være glad.

Grundlæggende set har jeg store forventninger til mig selv, og er rigtig dårlig til at acceptere, hvordan mit liv ser ud lige nu. Det er noget af det, vi snakker om til samtalerne. For mit liv kører egentlig meget godt. Jeg gør hvad jeg skal og klarer mig godt, men er alligevel ikke glad. Og det skal jeg øve mig i at acceptere. For det er nemlig helt okay, ikke at have det godt. Selvom der ikke umiddelbart er noget at være ked af, så må jeg acceptere at det altså er sådan, jeg har det.

For jeg har det ikke altid godt, og jeg er ikke altid glad. Selvfølgelig kan jeg også have det sjovt og godt, men der skal ikke særlig meget til at vælte mig... Og det er helt ærligt ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv. Det er dybt frustrerende, og jeg ønsker ikke at være en byrde for mig selv, min familie og mine omgivelser. Jeg vil gerne bare være G L A D. Kunne stå op hver dag og sige godmorgen, og møde dagen med et smil. Og uden tilbagevendende angstanfald, der gør selv de mindste bump på vejen til store bjerge, der skal bestiges.

Angsten strækker sig også udover de akutte anfald, hvor jeg næsten ikke kan være i mig selv. Den er mere eller mindre til stede hver dag. Som en generel følelse af utilpashed og en form for nervøsitet. For jeg er bange for, hvornår det næste anfald vil komme, og forsøger dermed at undgå nogle af de faktorer, der kan have indflydelse. Nogle af disse valg er bevidste, mens andre er ubevidste. Jeg ville gerne kunne slippe for det, og bare leve et helt almindeligt liv - uden voldsomme bekymringer og begrænsninger, som jeg må sætte for mig selv, for at forebygge angstanfald. Jeg ville gerne kunne gå i biografen, uden at være nervøs og søge pladsen nærmest udgangen. Jeg ville gerne kunne svare på en sms på min telefon, mens jeg kører bus, uden at blive bange for at blive køresyg. Jeg ville gerne kunne spise en pizza, uden at frygte at den fede mad, vil gøre mig syg.

Det er hårdt at have det sådan. At være så meget i ubalance. At føle sig nødsaget til at tage mine forholdsregler, for på bedste vis at forebygge de akutte anfald. For jeg vil bare gerne nyde mit liv. Og samtidig virker det fuldstændig uoverskueligt.

Jeg tror, at jeg med samtalerne på psyk er på vej i den rigtige retning, men det tager tid og er hårdt.
Nu ved i det, og selvom det kræver lidt mod at skrive alt dette, så tror jeg også det er rigtig godt for mig.

Måske er der nogen af jer, der oplever noget lignende, så måske dette indlæg kan hjælpe jeg, i og med at I ikke er alene. Vi er mange, der tumler med lidt af hvert, og det burde ikke være et tabu. Måske kan vi hjælpe og støtte hinanden?

2 kommentarer:

  1. Kære Marie,
    jeg har ikke skrevet mange kommentarer til din blog, men dette indlæg bliver jeg nødt til at kommentere på. :) Jeg ved (som i ved virkelig virkelig godt), hvad du snakker om. Siden jeg var 3 1/2 år (jeg er 16 nu) har jeg lidt af selvsamme angst - med udgangspunkt i opkast. Jeg kan relatere 100% til, hvad du skriver om panikangst, og det er nogle af de meste ubehagelige situationer i mit liv, hvor man, som du skriver, får det fysisk dårligt og nærmest tror, at man skal dø. Jeg kan så fortælle dig, at det hverken er unormalt, pinligt eller noget andet at lide af angst. Jeg gik til behandling for nogle år siden (heldigvis lyder det til, at du har fået hjælp, inden det har bredt sig til angst for mere generelle ting, hvor anfaldene kommer flere gange om dagen), og siden da har jeg besteget næsten uoverskueligt store bjerge, men i dag har jeg kunnet gøre ting, som jeg for fem år siden, aldrig troede ville blive muligt. Angsten viser stadig svagt sit ansigt i pressede perioder, men angstanfald oplever jeg måske kun to gange om året. Dette er blot for at fortælle dig, at lige præcis denne form for angst findes i andre kroppe, og at det er muligt at overvinde den. Brug den konstruktivt som en pejler til, hvornår du bliver for presset. Og så et sidste råd (inden denne kommentar bliver for lang), jeg synes, at både du og din familie skal holde øje med de næste år, at du, når angsten er overvundet, ikke finder noget andet at være bange for, f.eks. mad, at blive tyk, eller at du bliver deprimeret eller lignende. Det er ikke for at sætte et skræmmebillede op, men for mit vedkommende flyttede angsten sig hen til anoreksi, da jeg havde overvundet angsten, og det ville være rigtig ærgerligt, hvis også det skete for dig. :) Held og lykke med det hele!
    Knus fra Lulu

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar Lulu,
      Det varmer og gør mig rigtig glad, at du har taget dig tid til at skrive til mig. Det er rart at vide, at jeg ikke er alene! Og tak for at gøre mig opmærksom på det med at angsten kan "skifte form". Det havde jeg ikke selv tænkt på, men det giver god mening. Så tak skal du have for det.
      Jeg håber virkelig, at du har det godt nu, eller i hvert fald er på vej henimod et sted, hvor du har det godt.
      Kæmpe knus og al mulig held og lykke!

      Slet